Det er god stil at brug hele dyret. Grisen, for eksempel. Der går intet til spilde og de mindre kendte udskæringer kan sagtens bruges i gryderetter eller i retter for sig selv. Det kalder man “nose-to-tail” fordi man bruger fra trynen til halen. Jeg tror ikke udtrykket fungerer oversat til dansk, selvom jeg fandt en artikel i Politiken, hvor man kaldte det tryne-til-hale… men det kan vi jo allesammen høre lyder lidt…. hmmm… fordansket.. Nå, men i Svanekes Bolcheri har de trukket begrebet langt væk fra både trynen og halen men bruger samme principper, når de anvender rester af produktionen til deres kreative slikkepinde.

Køn er den ikke, det må jeg give dig ret i… og måske heller ikke særligt spisevenlig. Jeg har ikke sat tænderne i den endnu – måske du får en opfølgningspost her senere…

Pinden har heller ikke et navn, såvidt jeg ved. Og måske skal den netop hedde noget fancy for at lede opmærksomheden væk fra dens udseende… Så jeg slap min indre ordsmed løs – fik virkelig lyst til at deltage i de bæredygtige løjer; Jeg kom i tanke om sådan noget som bolsjeskrald, sukkerskrot, rub-og-stub-slik, genbrugsglucose, upcyclingsmix, afpudningskandis eller slet og ret restepind…