SÅ er vi ved at være igennem endnu et år. Pyyyh! der var godt nok bakker på vejen, og mange pludselige sving på den tur, vi kaldte 2021.

Jeg bliver altid overrasket, når et år er gået. Mærkeligt, at det stadig kommer bag på mig, at tiden går så utroligt hurtigt. Når jeg ser tilbage på det forgangne år, er der næsten altid et “guuud, var det i maj..? – det føles som august!” Eller jeg opdager en (måske endda markant) begivenhed, som jeg fuldstændig har svedt ud i årets løb.

Måske er det alder. Måske den stresspåvirkning, vi allesammen er udsat for i et hektisk liv. Det første, der tager skade under stress, er hukommelsen. Og mit gæt er, at langt flere af os er mere stressede, end vi selv tror.
Kan du fx. huske hvad du lavede den første uge i august i år? Eller hvad du fik at spise i forgårs? Måske ikke. Eller måske er du knivskarp og u-stresset. Godt for dig i så fald.

Nå, men her sidst på året er det almindeligt at forsøge at huske et helt år ved at se sig tilbage. Hvad var godt og hvad var skidt? Hvad skal med videre og hvad kan man sagtens lade ligge? Hvem gjorde indtryk? Og hvorfor?

Hvis man ikke kan komme på hvad man lavede i starten af året, er der god hjælp at hente på de forskellige sociale medier. Flere af dem kommer helt automagisk med en opsamling – således blev jeg forleden konfronteret med hvor snævert mit musikvalg på Spotify åbenbart er. Så det skal bredes ud næste år, lovede jeg mig selv.
Men der skal også ske større ting i mit 2022.

Jeg skal nemlig flytte. Ikke langt væk. Og da slet ikke væk fra Bornholm!

Bare lige 6-8 km væk, tættere på vand og skov. DET glæder jeg mig til. Altså både at få hav og skov som nabo; what’s not to like. Men også bare det at flytte; for selvom det på mange måder også er mega-anstrengende, så giver det at flytte sig fysisk mulighed for at se anderledes på alle mulige ting i livet.
Man opdager pludselig noget nyt om sig selv, når man konfronteres med nye omgivelser. Det er ligesom at være på ferie i et meget fremmedartet land. Sanserne vågner. Og hjernen tvinges til at forholde sig til ting, man ellers ikke lagde mærke til.

Man opdager måske hvordan man (ikke) har system i sine køkkenskuffer, eller at man har alt, alt for meget kanel på lager til nogensinde at få det brugt imens det stadig har smag. At flytte sig er det modsatte af at være blevet “hjemmeblind”. Det er vist ikke et officielt ord, men du kender godt fænomenet; de der små ting derhjemme, som du ikke længere ser. Altså de fodlister, du aldrig fik sat op for 10 år siden, da du satte stuen i stand. Eller den måde du har indrettet dit skur/kælderrum/loftsrum på, som gør det unødigt besværligt at bruge… men efter nogle år – eller måske bare måneder, har du vænnet dig til det, og synes at sådan er det jo bare.
Vi ER vanedyr, vi mennesker. Ikke meget for forandringer, uanset om vi ynder at kalde os forandringsparate. Det begreb er noget vi har opfundet i nyere tid, fordi forandringer på nogen områder kommer i kaskader. Netop derfor kan vi lige så godt træne forandringsmusklen i det små ved f.eks. at tvinge os selv ud over kanten af den der meget omdiskuterede komfortzone.
Det er jo alligevel en illusion, at vi kan have kontrol over alting hele tiden.

Så kom bare an 22. Vis mig, hvad du har!