Stokroser er bare lig med bonde-idyl. De bliver altid fremhævet som element i det über-hyggelige, tuttenuttede billede af en dansk landsby.

Det er også rigtigt – men det kan så meget mere end det. Det er en spændende plante at følge, fordi den er så robust. De kan blive op til 2,5 meter og selv i kraftig blæst, hvor de piskes frem og tilbage, holde sig på benene. Skulle de falde – og det sker også – ligger de på fortovene og blomstrer videre. “I kan ikke slå os ihjel”-agtige.

Stokrosen udstråler på samme tid forfald med de nederste visne kæmpeblade og blomster, der er blevet brune og indtørrede, og stolt storhed med sine nye, fine blomsterknopper, der strækker sig mod himlen.

De er ikke krævende hvad angår jordforhold eller -mængde. De skyder op i rendestene og mellem brosten. Småbitte kopier af de store ikoniske blomsterranker – man må helt ned og ligge for at få det gode billede.

Ofte ser man mange forskellige farver i samme gruppe – f.eks. foran et hus. Det er fordi stokroserne bestøver hinanden indbyrdes ved hjælp af humlebierne, og det derfor ikke er til at sige, om frøplanten får samme farve som den plante, der afgav frøene.