Og for øjnene….. skøøøønt med alt det lys, der strømmer ud over det hele, når man går en snetur.

Jeg havde glædet mig til at komme ud i den vilde natur her i weekenden. Altså; vi har jo meget sne på Bornholm i disse dage – og fygningen har skabt trafikale genvordigheder – og fire meter høje driver rundt omkring. Men, ærligt talt, så er Rønne jo mest glatte brolagte gader og store opskovlede bunker mellem parkerede biler. Ikke noget af den fantastiske sne-natur lige her.

SÅ jeg havde sat næsen op efter at se et af vandfaldene i frossen stand. Ja, bemærk at jeg taler om dem i flertal. Fordi de er i flertal. Det er så vildt, at vi har Danmarks vandfald samlet her på øen – at jeg ku tage en runde til dem allesammen på een dag, hvis jeg ville. Men det ville jeg altså ikke – det blev en udflugt til Døndalen – lidt nord for Gudhjem – denne gang. Og jeg havde forventet et klassisk vandfald som så bare var frosset – som om vandet bare blev hængende i luften imens det frøs i een bevægelse. Sådan at det stadivæk lignede eet langt fald ned ad klippevæggen. Det gjorde det (som du kan se) ikke. Det var snarere en masse små fald, der var stivnet til tapper som så havde fået yderligere lag af is udenpå – og så flere lag udenpå igen. Det er smukt og hvidt og derinde bagved rislede det ikke-frosne vandfald stadigvæk.

Luften var mentol-stærk i næsen, og der var naturligvis pivglat alle vegne. Man må gå langsomt og forsigtigt, hvilket er passende, for så får man også kigget sig omkring og sagt iiiih og åååh til andre syn på vejen frem og tilbage til Døndalsfaldet. Det er sådan indrettet at man parkerer bilen ude ved hovedvejen og så går man ind til faldet og ud næsten samme vej.

Klippesiden her har mange små kilder, som jeg ikke har lagt mærke til om sommeren. For er pibler de jo bare ud i småbitte kanaler ned ad granitten, og inde bag efeuen. Men nu skal jeg love for at de får al den opmærksomhed, de fortjener.

Vejrudsigten lover tøvejr i den kommende uge… så er det nok slut med istappesprækker for denne gang.