Hvor privilegeret er det lige, at sidde på første parket til havet og indtage sin morgenmad…

I dag er vi med 6.30’eren på vej mod storbyen, og var heldige nok at få et bord lige her på første række, så her sidder jeg med min kaffe (latte, naturligvis – med det helt rigtige hjertemønster i skummet, endda. Baristaen på færgen kan sit kram) og ostebollen, der hører med i det kit, der tilbydes i dag.

Og nu vi er ved det, kan nogen så forklare mig hvad godt et slattent, halvvådt salatblad nogen siden har gjort for en surdejsbolle…? Måske skal man være smørrebrødsjomfru (jep, det er et ord) af den gamle skole for helt at forstå det… måske er det fra dengang, hvor vi ikke havde forstået budskabet om 600 gram grøntsager om dagen. Så smed man lige salatblade ind, hvor man kunne…. Men ærligt talt, hvor meget vejer sådan et salatblad egentlig. Jeg fatter det ikke. Og som det ses, føler jeg mig heller ikke forpligtet til at spise det, bare fordi en rask jomfru har smidt det der.

Tilbage til denne fantastisk morgen. Der er noget vildt dejligt afstressende ved at kunne strække øjnene så langt, som man kan her fra færgesnuden. Både til den ene og den anden side. Lige fremme dukker Sverige nu forsigtigt op. Lyset er helt perfekt.

Og jeg har allerede glemt følelsen af mere-død-end-levende, da uret ringede kl 05.10, for jeg har smooth jazz i ørerne og der er stadig kaffe i koppen.