Noget af det jeg elsker ved Bornholm, og som nok ikke er så åbenlyst for besøgende, er alle de originaler, der er plads til her. Nogle ville måske kalde dem tosser; altså folk, der er lidt sære. På den gode måde. Der er f.eks. en flok sporvognsentusiaster, (jowjow, den er god nok – der har aldrig kørt sporvogne på øen) der har viet deres liv til at renovere sporvogne. Der er folk, der dyrker is-klatring – og DEN er god nok, for der er lejlighedsvis is på klippevæggene. Men jo kun cirka hvert tredje år og det er derudover kun i få dage, måske timer, at vejrforholdene er optimale… så må man jo bare vente et par år igen. Og naturligvis er der så alle mulige genbrugs-handy(wo)men-typer, der har lader fulde af mærkelige gamle ting, og som altid roder med noget, der liiige kan blive til noget andet. Ja, og så er der en Velo Solex klub, som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen.

Der er uendeligt mange flere originaler og ind imellem dukker de op og forsøder min hverdag.

Som nu Frederik, der forleden svarede på mit indlæg i gruppen “Sidste stop før BOFA”. BOFA er vores skraldeplads, så det, man lægger op i denne gruppe er noget, man skal af med i en fart. Og det kommer man faktisk altid. Der er altid een på øen, for hvem dit skrald er guld. Derfor smider vi ikke noget ud. For selvom man tænker “det her – helt umulige og grimme og outdatede og nærmest-pinlige, er der da INGEN, der kan bruge”… så er der altså alligevel een, der vil glæde sig over at netop du – netop nu – skulle af med det.

Jeg har døbt det BOFA-reglen, og her skal du få et vaskeægte eksempel på hvordan den virker.

Jeg havde jo en bunke af min fars aflagte “cowboyslips” (engelsk: bolo tie). De var meget karakteristiske for min far; de er grimme og kiksede, virkeligt dårlig smag, hvis du spørger mig, og jeg har aldrig forstået hans kærlighed til denne mærkværdige herre-udsmykning. Min far led ikke af pyntetrang sådan i al almindelighed og bar ingen smykker ud over sin vielsesring. Han var ligesom født for tidligt til en ørering, ellers var det måske det, han var hoppet på!

Tror det var på hans første tur til Las Vegas tilbage i 70’erne, at han faldt for de der cowboyslips (som han i øvrigt selv kaldte kåvbåjder slips). Altså, han gik jo med almindelige slips hele sit arbejdsliv; var ansat i en tysk koncern, hvor man på konservativ vis holdt på formerne, og måske blev cowboyderiet en slags oprør for ham. For min far var også en rebel og lidt af en original dybest nede på bunden af sin sjæl… inde bag en skal af 40+år-i-den-samme-virksomhed, villa-vovse-og-volvo (som nu var en Ford Taunus) og et helt igennem borgerligt liv – sådan på overfladen. Nå, men dårlig smag var altså også en del af ham – fred være med ham – og det udmøntede sig bla. i de her cowboyslips; de værste med slebne sten, de mere middelmådige med western boots 😉

Men… hvorfor havde så en bunke (ligefrem en bunke?) af dem indtaget min bolig her et års tid efter min fars død, tænker du. Godt spørgsmål – men på en eller anden måde har det bare været svært at smide dem ud. Hahahaha – kender du det? Man ved jo godt, at der ikke er en levende sjæl i hele verden, der har brug for det; det har ingen reel værdi, og overlever kun, fordi man selv har følelser bundet i det. Det er i sig selv superpinligt overhovedet at antage at de kan gøre gavn nogen steder. Men der dukker “BOFA-reglen” så op og forhindrer mig i at smide dem ud i skraldespanden. Derfor lægger jeg et foto af 10 stk cowboy slips op i BOFA-gruppen. Og helt efter reglen dukker der indenfor 10 minutter et par aftagere op, plus nogle, der tagger nogle andre.

Men Frederik er anderledes, for han skriver en pb og taler sin sag i enrum. Han har ikke råd til at være i konkurrence med en flok andre tilfældige slipsehungrende bornholmere. Han står nemlig og VIRKELIG MANGLER et cowboy slips!!!

Han er desperat – der er store ting på spil for ham – han skal nemlig optages i knallert klubben næste dag – og hans eget bolo slips ER VÆK. Så man kan jo forestille sig, hvordan han sidder der et sted ude på øen og mærker at hans bønner er blevet hørt, da der dukker ikke bare eet, men 10 slips op netop nu!

Jeg synes normalt ikke om folk der jumper køen, fordi de selv synes de har en vigtigere sag end dem foran – f.eks. hos bageren søndag morgen, der er det jo helt utænkeligt – men her er jeg bare ved at dø af grin.

Frederik taler overbevisende. Og har en interessant retorisk tilgang – skriver som det ses, at han stiller sig i køen – hehe, men det er jo netop det, han ikke gør på denne her måde. Lidt som når man indleder en konfirmationstale med “nu er jeg jo ingen taler” – og så taler godt og længe…

Trumfen er dog det med knallert klubben. Hvad enten det er sandt eller ej, så er jeg flad af grin over dette tilsyneladende sammentræf mellem at jeg netop nu får mig taget sammen til at komme af med min fars bizarre smykkesamling og en kanindåb i Frederiks liv.

Og som du kan se, er det ikke bare et nød-slips, han er ude efter til et eller andet obskurt ritual.

Jeg er sikker på at alle 10 slips nu har fået et nyt, kærligt hjem.