… nøgen kvinde at mure!

Der er nu ikke noget som det at lære. Det er på en og samme tid befriende og angstprovokerende. Du er på bar bund. Har ikke viden om det, du skal i gang med…. Eller håndelag. Men det skal gøres, og du mærker kampen i digselv: Kan jeg lykkes med det? Eller er det for svært? Angsten for at fejle battler med lysten til at lykkes.
Hvad gør du?

Da jeg her i processen med at forvandle vores nyindkøbte gamle (og meget skæve) hus i Sorthat på Bornholm, blev konfronteret med, at der manglede adskillige centimeter mur efter at vi havde taget nogle paneler af, måtte jeg igang med at lære at mure. Ikke på den helt store klinge, men hvad der passende må kaldes til husbehov.

Så, altså igang med Youtube, hvor der jo findes hundredevis af videoer om alt muligt.

ALT MULIGT.

Opgaven er at finde en vært, man kan holde ud at høre på, som samtidig adresserer det problem, man har. Og på det niveau man kan kapere. Hvis man ved noget om pædagogik (det er det med Blooms taksonomi…), ved man, hvor afgørende det er, at finde det helt rigtige niveau.
SÅ selvom Youtube var venlig at tilbyde en overflod af muligheder, måtte jeg springe videre fra den video med Danmarksmesteren i muring, ligesom dem om historisk muring (ellers meget spændende – må blive en overspringshandling some other day) og alle dem, der kastede mørtlen på i elegante sving med murskeen. (Hvorfor faen det hedder en ske, er mig i øvrigt en gåde…?!?? Det har da INGEN fællestræk med en ske!)
Efter de teoretiske gennemgange og youtube-sidemandsoplæringen, var det om at komme igang. Iført maske og briller, med spand og boremaskine-med-kæmpe-piskeris ved hånden gik jeg igang med at blande mørtlen. Det minder på mange måder om at røre en dej, bare mere svineri og mere voldsomt værktøj.

Og så igang med skeen.

Her kunne jeg virkelig mærke manglen på håndelag. Det var som om min højre hånd var sat omvendt på den dag. Det, der på videoerne så sådan okay-nemt ud, var helt umuligt at få den hånd til at gøre.

Der var mørtel overalt.

Altså bortset fra der, hvor jeg forsøgte at få det hen. Hvis nogen kan huske den gamle børneleg “at bide til bolle” hvor man prøver at spise en bolle, der hænger i en snor samtidig med at man har hænderne på ryggen, så var det nogenlunde samme følelse: at være liiiiige ved, men så naaaaaj…

Jeg var så heldig, at der var mange paneler, der havde efterladt kæmpe huller i muren, så jeg nåede at udvikle mine skills undervejs.

Og hvis du synes det ligner en dejskraber fra IKEA, der er kommet mig og skeen til undsætning, har du ret! Det gjorde tingene en hel del lettere at kunne glatte ud med den undervejs.