Da jeg var barn, var mælk uomtvisteligt sundt! Det var noget alle skulle have, børn, voksne, unge, ældre, gamle…. Ikke så megen snak, vi sku bare se at få drukket noget mælk!

Der var så vidt jeg husker to slags: sødmælk og kærnemælk. Den sidste udelukkede mine diktatoriske smagsløg – altså var der én slags: Sødmælken.

Indtil jeg var 10 år havde jeg ikke gjort mig mange tanker om dens herkomst. Jeg er forstadsbarn og mælken kom fra køleskabet, hvor den boede i en flaske.

Men så stødte min mor på en annonce fra en landmand på Grenåkanten – han lejede stuehuset ud i sommerferien, så byfamilier kunne holde bondegårdsferie. Altså: 2 uger i Grenå i intens komøgslugt, fluer på lit-de-parade i vindueskarmen, stilhed og solskin. Bonden hed vistnok Håkon og stangede ustandseligt tænder med et rustent søm. Han var enkemand og noget snakkesaglig, men jo desværre på jysk, så det blev så som så med de dybere samtaler. Han selv var flyttet ud i kostalden, hvor han sov på en drømmeseng, imens vi indtog hans stuehus. Min mor tilbragte sandsynligvis den første uge med at bringe rengøringsstandarden op til by-grænsen, mens min far nok havde indtaget terrassen med en kriminalroman, vil jeg tro. Jeg gik på opdagelse ude i stalden. Hos køerne, af hvis bagdel jeg lærte at udrede hvem der var hvem. Det var her mælk antog en anden dimension end den kendte køleskabskolde. Her var mælk en varm, tyk masse med skind på toppen i en stor metaljunge. Ved siden af den stod en gammel underkop med en sjat til kattene. Google ved at katte ikke kan tåle mælk i deres maver. Det vidste Håkon ikke.

Jeg brød mig afgjort ikke om mælk med legemstemperatur. Og endnu mindre om skindet på toppen. Men Håkon besnakkede mig til at prøve. Føj for fanden!!!!

I dag kunne det ikke forekomme nogen steder at man lod uskyldige børn drikke mælk direkte af jungen. For slet ikke at tale om, at børn ville vove sig ud i en kostald. Ikke engang bondebørn, for stalden er steril – en produktionshal, hvor græs gennem drøvtygningsmaskiner omdannes til mælk. Ikke en legeplads for nysgerrige sjæle eller smagsløg.

Og nu findes der ikke længere kun én slags mælk. Eller to. Sidst jeg kiggede efter i en køledisk i supermarkedet var der ud over sødmælk og kærnemælk også letmælk, minimælk, skummetmælk, promillemælk, skolemælk, gårdmælk, caffelattemælk, baristamælk, urmælk og græsmælk…. Økologiske eller ikke, direkte fra gården på 24 timer, eller langsommere distribuerede, med med billede af koen og landmanden, der nu er en kvinde. Og varianterne findes nu i poser, pap og plastik, i størrelser og gørelser, der berettiger til metervis og atter metervis af hyldemeter i din lokale Netto. Og så er jeg ikke engang begyndt på alt det “mælk” det erstatter komælk!

På Bornholm er det nemt at vælge. Lokalt, nemlig. For vi har vores eget mejeri. Bornholms Andelsmejeri blev grundlagt i 1950, og ejes af de lokale mælkebønder, der stadigvæk leverer både mælk og ost til øen.

Så er der pludselig kun fedtprocenten tilbage at forholde sig til. Og det har vist sig at min uundværlige mælkeskummer foretrækker det fede…