
Den er god nok. Denne bog er skrevet af Yong Pui Tung, en ung kinesisk kvinde, der som så mange andre kinesere også har taget et “western name” og vi kender hende derfor som Stephanie. Hun besøgte os som “couchsurfer” tilbage i 2013. Couchsurfing betyder at nogen låner din sofa gratis i nogle dage – i vores tilfælde var det nu et helt ekstra rum som vi alligvel bare endte med at rode i. Det startede imens vi boede i Vietnam. Der var vi værter for en lang række fortrinsvis yngre mennesker fra hele verden, der kom forbi og boede 2-20 dage hos os. Det blev til mange sjove og sære bekendtskaber, og mange nye vinkler på verden i småt og stort perspektiv.
Tilbage i Danmark blev vi kontaktet af Stephanie, som var på en Europarejse og gerne ville se Danmark. Helst noget med natur, fortalte hun, for hun er vokset op i HongKong, som er en tæt skov af højhuse. Hun er tosproget og taler derfor flydende engelsk, thank God.
Hun ankom derfor med sin rygsæk, en pakke toastbrød og et æble – hun kører langt på literen og havde et ret skrabet budget at rejse på.
Vi havde nogle virkeligt gode og interessante dage sammen, hvor vi viste hende skovene og havet og vores særlige steder at gå tur med hunden. Selv vores have blev gennemgået – udsigten over markerne fascinerede hende – og i det hele taget syntes hun bare, at vi havde det så fedt med så meget natur omkring os. Vi gik også all in med f.eks. at lave hyldeblomster i beignetdej, drysset med flormelis – for at vise, at vi da bare kunne gå ned ad villavejen og så finde nogle spiselige blomster. Bum!
Sådan nogle naturfolk som os…
Hele hendes rejse – og flere til – er blevet til en blog med titusinde af følgere fra kinesisk-talende lande. Og siden til en bog. Som hun ville komme forbi med, når hun kom til Europa igen, hvilket var planen denne sommer. Sådan blev det jo ikke. Så nu har hun lige sendt os den i stedet. Og den kan vi naturligvis ikke læse. Men ikke desto mindre har jeg nu tænkt mig at bladre den igennem i den kommende tid. Der er masser af fotos, og da jeg jo heller ikke kommer ud at rejse lige foreløbig, vil jeg nyde at indtage verden gennem hendes øjne over en kop kaffe.

Indholdsfortegnelsen til bogen om turen for en ung kinesisk kvinde, der rejste alene og boede hos folk, hun ikke kendte. Noget af et særsyn i HongKong, skulle jeg hilse at sige…