Kender du det, at et bestemt syn sætter hjemmefølelsen igang? Når man drejer om et bestemt hjørne, ser en bestemt bygning – eller kører ned ad markvejen, der fører til ens hjem? I 90’erne boede vi i et lille bondehus i Udsholt i Nordsjælland, og der var det markvejen, der for alvor signalerede “nu-er-jeg-hjemme” for mig. Den var lang og forgrenede sig i et Y på halvvejen – så der var god tid til at nyde hjemmefølelsen. Senere boede vi i Blistrup i svinget af en rund vej… ja, altså det var et lukket område, hvor vejen både var ind- og udkørsel fra området.

Der var det logisk nok at føle sig hjemme, når man svingede ind ad indkørslen…

Her i Rønne er det synet af havnen og kirketårnet, der føles hjemme-ligt. I kender billedet – for det er jo det, I ser, når I kommer sejlende med færgen til Bornholm. Så ser I kirken lige forfra – og den er kendt viden om som Rønnes vartegn. For nogle endda som Bornholms vartegn.

Men synet er mindst lige så smukt her fra siden – med vinter-solnedgangen ind over byen – og gadelamperne, der lige er blevet tændt. Jeg kommer denne vej, når jeg har været på den korte eller halvlange hundetur, og glæder mig over at kunne kalde det her min hjemby. Sådan en fin, lille, gammel by med egen havn og færgeleje, kirke med knejsende tårn, med gadespejle i gadebilledet og snævre gænger, der forbinder de brolagte gader. Det lyder som det rene Morten Korch, I know. Og der er da også noget tidslomme over det – men samtidig er vi jo bare en forstad til København – kun 30 min flyvetid væk og med alle moderne faciliteter.