Et stillested. Smag lige på ordet. Det er nyt – i hvert fald for mig. Jeg har lige fået det af Peter Olesen, der er journalist og kendt gennem årtier for at have meninger om mangt og meget – blandt andet arkitektur og natur. Han har lige udgivet en bog, der handler om hans egne stillesteder. Det er et ord, jeg straks kunne lide. Intiutivt giver det os lov til at trænge til ro og fred. Til at være stille og at have stilhed omkring os. Tiltrængt vil nogen sige. Nødvendigt, ligefrem – siger Peter Olesen selv: “Vi trænger alle til ro i kalotten. Larm forstyrrer, stresser og slår i yderste konsekvens ihjel. Flere hundrede dør hvert år herhjemme af støj, siger statistikken. Giver man sig ikke tid til at finde ro og fred, kan man ikke fundere, samle tankerne og være ordentligt til stede. Stilhed er for mig direkte nødvendigt og vederkvægende. Uden fungerer jeg dårligt.”
Ifølge Peter Olesens definition behøver det bare være et sted, hvor du synes, du kan finde ro. Det kan sagtens være en bænk i en park i en ellers støjende storby. Sådan har jeg det nu ikke helt – jeg synes der skal være en snas af naturens storhed – at man kan strække øjnene, mærke blæsten og ikke have særligt mange andre mennesker tæt på.
Men jeg tror, han har fat i noget. Tidstypisk måske. Og noget, der er blevet en erkendelse for flere i det forgangne corona-forår. Vi HAR simpelthen godt af at få ro, uanset om man kalder sig introvert eller som jeg selv, ekstrovert. At have et stille øjeblik – et fysisk eller mentalt rum, hvor der ingenting er eller skal være – giver ro indvendigt. Og plads til nye tanker – eller til at tænke tanker til ende, uden at blive afbrudt af andres tilstedeværelse.
Selv kender jeg et hav af stillesteder – Bornholm er fyldt af dem. Man kan bare tage for sig af retterne. Jeg har stillesteder få minutter fra mit hjem; måske de kan kaldes hverdagsstillesteder. De er rare at have ved hånden, men det er også en fornøjelse med stillesteder, der kræver en større udflugt. Dem besøger jeg sjældnere, men det gør ikke noget, for der er også noget særligt ved at glæde sig på vejen derhen. Som regel er det steder, hvor der både er stille og smukt.

Peter Olesen refereres også for at have 20+ stillesteder på Bornholm, hvor han elsker at komme. Et par af dem har fået plads i den nyudkomne bog.