Jeg må indrømme, at hvis du havde spurgt mig for nogle år siden om min favorit-årstid, havde svaret ubetinget været forår.

Ikke særligt originalt – der er vel 100’vis af millioner af mennesker, der foretrækker foråret frem for andre årstider. Og af alle mulige forskellige grunde: Det varsler nyt liv, det er forelskelsernes tid, i vores del af verden er det begyndelsen på “det gode halvår” hvor man kan gå barfodet og smide (detmeste af) tøjet….

Og i mange år har jeg været glad og taknemmelig for et lunt forår – aprildage uden regn(!) og varme dage i maj, hvis man lige finder det læ-sted, hvor man kan få solen lige i smasken og lege at sommeren allerede er kommet…

MEN, altså…. efteråret på Bornholm har noget ganske særligt over sig. Og i dette efterår byder naturen ind med lune dage og fortsat masser af blade på træerne – i alle mulige nuancer af grøn, gul og rød. Det er da magisk at kunne gå en tur i skoven, som vi gjorde midt på en højhellig mandag – fordi vi havde taget os fri til det – og nyde alle farverne og duftene.

Aaaaah, prøv lige at lukke øjnene og mærke duften af jord, rådne blade og og fyrretræer…

Noget af det særlige vi har adgang til i sådan et smukt efterår er naturligvis klipperne. De dukker frem alle steder – somme tider i store sprækker (fænomenet sprækkedale kalder næsten på sit helt eget kapitel) og til andre tider “bare” nogle orn’li store sten, der ligger smidt – som om en kæmpe trold havde kastet dem til siden, da han skulle forbi…

På Bornholm løber vi jo ikke tør for hverken skov eller klipper lige med det samme, så vi kan gå nye ture nye steder hele tiden. Heldigvis. For jeg er blevet helt tosset med det der efterår.