Der er meget at glæde sig over på Bornholm. For mig er det en stor del af det gode liv, at der findes sprækker og flige af spændende sanseindtryk alle vegne. Naturen er en stor del af det, selvfølgelig, men det behøver ikke være det frådende hav, der skyller ind over klippeformationerne hver gang. Der er mange små glæder i hverdagen, når man først får øjnene op for dem.

Jeg synes f.eks. at stokroser er en helt ekstraordinær plante, der somme tider lever et hårdt liv imellem brostenene her i Rønne. Så insisterende er den, at den snupper et af mellemrummene i den brolagte gade, og rejser sig stolt og knejsende. Se mig! Der er jo masser af stokroser i haverne, foran husene og i de små parkanlæg, der er mange gange højere end denneher; de står også smukt i flot. Somme tider binder man dem op – holder dem inde langs huset med noget snor, for de falder ofte ud over fortovet med deres mere end 2 meter. Og de smider deres frø bredt omkring sig – og det bliver til denne her slags uautoriserede rendestenspynt…

Det, der også fascinerer mig ved denne her blomst, er at den jo er en rose – heraf navnet. Men ikke sådan en højtideligt klippet og af-en-ældre-fin-dame-nusset og passet een. Mere en gadedreng, en flab, en slags rosernes Klods Hans, der råber “her kommer jeg, se hvad jeg har fundet”…. og samler to verdener; den fine, borgerlige, dyrt dyrkede og den tilfældige, robuste og standhaftige.