Hvad er egentlig en god kop kaffe..?

Lad mig starte med min egen kaffehistorie. Sagen er, at den starter med, at jeg ikke drikker kaffe. I mange år. Rigtigt mange år.

Kaffe smagte simpelthen ikke godt, da jeg var ung. Og da slet ikke i mit barndomshjem… mine forældre drak primært pulverkaffe, som det hed dengang. Altså ikke Nescafé, nødvendigvis. Pulverkaffe var bare pulverkaffe. Hvad den hed til efternavn, var uden betydning.

Min far især var en superdårlig kaffe-rollemodel 😉
Han drak sin (pulver)kaffe tynd og med masser af skummetmælk i. OG et hav af sødetabletter. Altså som i 8-10 stk.!!! Har du nogensinde prøvet at hælde bare 4-5 stk i en almindelig kop kaffe(?) så fatter du hvor udrikkelig den er med 8-10 stk. Han må have oparbejdet det misbrugslignende forhold gennem mange år – må være startet med et par stykker og så efterhånden arbejdet sig op. Og så det med skummetmælken, I know. Du forstår det ikke. Hvad laver skummetmælk i en kop kaffe? Ikke meget caffelatte over det – ikke den fede, gode smagsgiver, der hjælper den smule kaffesmag, der jo faktisk findes på bunden af en latte på vej. Nej, men som udgangspunkt var det jo også en TYND kop kaffe, vi taler om. Ja, samlet set noget værre pjask – og derfor tillader jeg mig også at kalde ham en dårlig rollemodel hvad kaffe angår. Det går nok endda, selvom han ikke er her til at forsvare sig. Min mor drak i øvrigt også nogenlunde samme variant, men uden sødemiddel og ikke i så store mængder. Stadig ikke en cool kop kaffe og slet ikke et udgangspunkt for at kunne få sig en bare nogenlunde rimelig kaffestil som voksen.

I det danske cafeliv – som startede sin storhedstid i 80’erne på især Krasnapolsky (fra 1984) – kunne man i lange tider kun få cappuccino. Jeg husker i hvert fald ikke, at man kunne få caffelatte til at starte med. Men jeg husker en rejse til Frankring hvor jeg kom på at bestille en cafe au lait – som jeg – inklusiv rigelige mængder af sukker – godt kunne lide. Der er ikke meget kaffesmag tilbage, når den er udsat for så meget mælk og sukker, det medgiver jeg, men der startede jeg…

Nu, mange år efter, drikker jeg stadig kun latte og med et par sødetabeletter i. Hermesetas skal det være (selvom det altid hos os har heddet og stadig hedder Frumesetas – i ligestilingens navn).
Ja, kun et par, siger jeg jo!
Men det er ikke bare kaffens – eller lattens – smag, der udgør hvad man i marketingkredse vil kalde kaffe-oplevelsen, vi skal forholde os til idag. Det er serveringen, omgivelserne, tidspunktet på dagen, selskabet, hyggen, snakken (eller manglen på samme) henover den duftende drik.

Og det er her jeg har en klar favorit. Kaffe med klipper!

På Kalas i Sandvig serverer de virkelig lækker kaffe. Ja, jeg kender kun deres latte, da jeg jo ikke drikker andet. Og jeg smider sødemiddel i. Beder om den i glas – jeg synes altså bare ikke pap gør noget som helst godt for en kaffe. Det gør den der smalle træpind sådan set heller ikke, men det er jo ikke til at opdrive en gammeldags teske på den nordlige halvkugle længere, så det er jeg nok ved at vænne mig til.
Og så sidder jeg på deres kæmpe trætrappe-terrasse direkte ud til klipperne. Om det stormer eller ej, er først eller sidst på sæsonen – betyder ikke noget. Jeg elsker den kop med den udsigt, og tager gerne en ekstra trøje (eller om nødvendigt en dunjakke!) med for at kunne sidde der.

Ofte er jeg i godt selskab med en Kalas-is også. Det er primært isen, der har spredt sit rygte, ikke kaffen. Hvis du har holdt ferie på Bornholm, er du stensikkert stødt ind i at Kalas-is er noget, man bare SKAL smage. De er kendt for at eksperimentere med smage – og da jeg indtog netop denne kop kaffe forleden sammen med min kæreste, var der is med smag af æble-basilikum og æble-agurk på programmet. Begge dele umanerligt velsmagende. Og begge to kunne de med fordel kombineres med appelsin-isen også.

Klippekaffe: ❤❤❤❤❤