Kom du til at trække lidt på smilebåndet?

Det er helt ok. Det gjorde jeg også selv.

Og den er god nok; vi kun har lyskryds i Rønne. Fire, tror jeg det er.
Der er noget morsomt over det. Lilleput-agtigt; man har næsten en hel ø uden lyskryds.

Gammeldags er det også – “kan du huske dengang …. “. Hvis du, som jeg, har nogle år på bagen, kan du rent faktisk huske hvordan det var med færre biler i gadebilledet, og færre lyskryds.

Men når vi så er færdige med at smile og mindes gamle dage, er de manglende lyskryds også symbol på noget helt andet for mig.

Livskvalitet.

Jeg har gennem flere årtier aftjent min værnepligt som motorvejspendler fra Blistrup (mellem Helsinge og Gilleleje) til København. Henslæbt tusindevis af timer i køen af biler – enten i fart, sneglefart eller total stilstand på vej til og fra arbejde. Med trafikradionen pludrende i baggrunden “så er der kø fra Farum til Værløse, så løsner det lidt op indtil Bagsværd, hvor det går galt igen…”

Og i det Københavnske gadebillede, der nærmest udelukkende består af lyskryds, har jeg også tilbragt mange adrenalinhøje timer. For eksempel i højresvingsbaner.

De er jo oprindeligt designet til at gående og cyklister stopper for rødt. Sådan var det engang. Så var der tid til at bilerne kunne svinge til højre – sikre på fri bane. Those days are gone.
Nu myldrer de bløde trafikanter over for både halv- og blodrødt i sikker forvisning om, at de liiiiige kan nå det. Det kan de, for selv med højt stressniveau, holder man foden fra gaspedalen, når der er en af de bløde i synsfeltet.

Og så ender vi der, som alle ved, at der kun når at komme en enkelt bil rundt om hjørnet, inden der bliver rødt. Sådan går timerne…

Derfor er det så befriende at være bilist på Bornolm. Ingen motorveje. Ingen lyskryds.
Dit adrenalin-niveau er sat i ferie-mode – hele tiden.