Vinterkulden bider sådan en morgen. Der er højtryk for tiden, og den klare himmel kommer i kombination med kolde luftstrømme, der er nede og nappe et par frostgrader til morgenmad.
Solen varmer ikke, men sender til gengæld sit ubarmhjertigt skarpe lys, der hjemme afslører de upudsede vinduer og støvet på reolens vandrette flader.
Sådan en morgen med dunjakke og forede støvler, kraven oppe og umedgørlige vantefingre, er helt fantastisk her ved Safirsøen, selvom det bider i kinderne. Vi har det hele for os selv. Det vil sige, somme tider må vi dele søen med et par ænder, men sjældent med mennesker på denne tid af dagen og året. Selv hundeluftere er der langt imellem fordi her generelt er så god plads om vinteren. Og skulle det ske, at vi mødes, gør vi det som regel kort; med nik og hunden tæt ind til sig. Hurtigt tilbage til stilheden.
At få sådan et skud natur fra morgenstunden er uvurderligt. Det giver resten af dagen et helt særligt skær af taknemmelighed over og tro på hvad verden har at tilbyde.
Selvom det stadig er vinter og nogle dage bare er grå og kolde og tunge, skal der ikke meget lys og klar luft til for at styrke livskvaliteten.
Det er mit svineheld at bo med søen, skoven og stranden lige ved hånden. Tak
