Jeg skriver om livet på Bornholm
Stort og småt. Skidt og godt.

Gadespejlet lever

Gadespejlet lever

Der smager lidt af Korsbæk – gadespejl – ikke? Og man skulle vel tro at det var passé med sådan en microlokal spion; at det for længst var overtaget af overvågningskameraer… Men i Rønne hænger de hvert tilfælde stadig på mange af de små byhuse. Hvis man skal tro wikipedia, startede traditionen med “sladrespejlet”, som det også kaldtes, i 1850. Dengang var det forbeholdt de bedrestillede borgere at holde øje med hvad der gik for sig i gaden.

Gadespejlets natur er to spejle, der er monteret så man kan se til begge sider af gaden inde fra stuen. Og at det både har haft navnet sladrespejlet og spionspejlet siger en del. I gamle dage hvor den sociale kontrol var udbredt, følte man sig sikkert i sin gode ret til at vide hvem der kom og gik i gaden, hvor man boede. Og man kunne jo ikke stå og hænge som en anden Daimi i gadedøren 24/7 for at få alle underretningerne. Deraf opstod vel behovet for et gadespejl, så man kunne sidde mageligt og fylde på sladder-tanken.

Vi har selv et gadespejl – men det virker ikke. Der er dels en type spejl i, der lynhurtigt blev rustfarvet i sådan nogle meget kunstneriske cirkler, så man kan ikke se noget som helst. Dels er spejlene åbenbart monteret i en forkert vinkel, for man kan ikke selv med sin bedste vilje se noget som helst andet end vores husmur…

Så det sidder der mest til pynt – og lidt fordi, der nu er huller i vinduesrammen, der hvor det er boret op, som vi ikke gider spartle og male.

Det er ikke alle gadespejle, der har form som det autoriserede Matador-spejl. Det har jeg opdaget på mine ture rundt i Rønne, hvor man mange steder, hvor man har lavet sin egen version – måske et Rønne-spejl..

Nogle steder har man bare sat et sidespejl fra en knallert op – og må så trækkes med kun at kunne se den ene vej ned ad gaden.

Det kan man vel kalde at have et lidt enøjet syn på verden…

Andre steder har man flikket noget sammen, der tjener formålet med at holde øje i to retninger – den kunstneriske værdi lider så til gengæld for den praktiske…

Og for lige at slutte med noget ordnørderi, så er udtrykket gadespejl nu også (iflg. wiki) betegnelsen for det store runde trafikspejl, der hjælper os til at se om hjørner…

Sådan eet er der lige nede ad vejen, når vi drejer ud langs havnen – og det er ret praktisk lige der.

Men jeg synes nu stadig det hedder et trafikspejl; fordi man kan holde øje med trafikken, hvorimod man med et gadespejl kan holde øje med hvad der sker i gaden.

Del artiklen med andre

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Email
Print
Facebook

Læs også:

På første parket

Hvor privilegeret er det lige, at sidde på første parket til havet og indtage sin morgenmad… I dag er vi med 6.30’eren på vej mod…

Læs mere »
Bornholm er en forstad til København

Bornholm er bare en forstad til København

Bornholm er ikke længere en dagsrejse – eller nattelang sejlads – væk fra København. I 2023 er Rønne en slags forstad til København, nemlig ikke længere væk end f.eks. Gilleleje i transporttid.

Læs mere »