Klokken er 11.50, og det er lørdag i Rønne. Og derfor også i Lidl, hvor jeg slår mine folder for at købe ind. Der er mange mennesker – altså på coronamåden. Mange af os er single-indkøbere sådan som Mette har bedt om, mens andre stadig køber ind parvis… det er mig en gåde, at det skulle være så stor en attraktion at købe frugt, fryseposer og frossen spinat, at man ikke kan unde den anden i parforholdet at gøre det alene… men lad nu det ligge.
Det er nemlig noget andet jeg vil fortælle.
Se nu den der indkøbsvogn midt i døren. Hvorfor står den der og fylder halvdelen af indgangspartiet? Og hvem i hulan har sat den der?
Den var ikke gået i København, så meget ved jeg. I storbyen ville man føle sig i sin gode ret til at råbe til de omkringstående, hvem der tillod sig at fylde på den måde, når vi andre har travlt og skal igennem for hurtigst muligt at løbe butikken rundt med vores varer og komme ud derfra igen. Hvem i helvede tror du, at du er – dig, der sådan går og fylder mere end man må? Nogen ku osse have skubbet den højlydt ud til siden eller længere ind i butikken. Jeg kan sagtens se det for mig: En type i Hellerup, der har parkeret merceren foran parkeringforbudtskiltet lige uden for døren, smidt alarmblinket på og med lange skridt kastet sig ind i kampen om fødevarer. (Han er selvfølgelig for vigtig til at holde på en helt almindelig parkeringsplads omme bag ved supermarkedet).
Sådan gør vi ikke i Rønne.
Nu havde jeg tilfældigvis både tid og en god fysisk placering til at observere hele forløbet. Derfor ved jeg, at vognens ejer var en ældre kvinde, der var på vej ind med sin indkøbstaske sirligt lagt til rette i vognen, da hun blev fanget af de farvestrålende tulipaner i vindfanget. Dem havde jeg også spottet og var ved at gennemgå alle pakkerne for at finde det helt rigtigt mix af farver og stadier af udsprungenhed.
Hun efterlod sin vogn netop der hvor hun stod, da hun blev distraheret af blomsterne. Og gav sig derefter god tid til – ligesom jeg – at gennemgå udvalget, imens folk kantede sig fra spritautomaten i venstre side af indgangspartiet og forbi hendes vogn.
Ikke et ord blev der sagt. Folk ænsede det ikke. Jeg var måske den eneste, der opdagede at den stod noget uhensigtsmæssigt der.
Og hvorfor er der mon den forskel i attitude? Det lurer jeg osse på… måske fordi man kender hinanden bedre – så ved man jo, at det bare er Fru Kofoed, der lige skulle have blomster med hjem – og på en god dag vil man også lige slå en sludder af med hende (elsker det her gammeldags udtryk. Ordbogen siger: føre en uforpligtende og venskabelig samtale om dagligdags emner). Eller også er det bare fordi vi ikke er så stressede herovre, så lunten er længere. Man selvantænder ikke så let. Og så måske især fordi man generelt ikke har så travlt. Og så virker det ikke forstyrrede med andre mennesker og deres gøren og laden. Man står også tit og venter bag nogen, der lige skal tale med en bekendt imens de spritter hænder. Der københavnertripper jeg sg lidt og skal huske mig selv på, at jeg ikke behøver at skynde mig udenom.
Hva faen – vi når det jo nok.
