Altså… at have et liv med hund… Jer, der har een, ved hvor vanedannende det er. Og jer, der ikke har, gider muligvis ikke høre om det. Fint med mig; så springer du bare videre i dagens tekst. Jeg er med på at man ikke orker at høre om andre folks hunde. Det kan være anstrengende… Prøver også at holde det på et minimum….

Men jer, der hænger på endnu, I ved hvor sjovt, givende, glædende og opløftende samt krævende, spændende, udmattende og helt igennem omsiggribende det er at have en hund. Vi havde jo i mange år den gule, glade labrador ved navn Kaos (ja, navnet var givet, da hun fulgte efter den navnkundige Tumult). Da vi måtte sige farvel til hende efter 13 fede år, besluttede vi os for at vi i et halvt år, ikke måtte tage nogen beslutning om at få ny hund. Så havde vi tid til at tænke os ordentligt om, og mærke efter om vi mest savnede det firbenede selskab, eller nød den frihed, det giver at være hundeløs. Der var også nogle praktikaliteter i det år, som gjorde livet lettere uden hund, blandt andet en del rejseaktivitet.

Alt i alt gik det fint med at holde låget nede på hundesavnet i det halve års tid. Vi besluttede i processen, at vi i hvert fald ikke skulle tage nogen beslutning, før når Mads havde færdiggjort sin uddannelse. Og det holdt vi.

Men allerede dagen efter dukkede der en hund op på Den Blå Avis. Nogen havde tilfældigvis en alarm på dba og fik besked i det øjeblik en passende hund dukkede op. Og Ubuntu, som den brune uskyldighed på fotoet hedder, blev først hentet på Århuskanten dagen efter!

Buntus var 7 mdr. gammel, da vi fik ham. Og det var ikke helt så nemt med en brugt hund, som jeg havde forestillet mig. Joeh, man slipper for renlighedstræning, når man ikke får hunden fra helt lille, men det viser sig at en 7-måneders hvalp er en teenager, som ikke så let knytter sig til dig, som hvis han lige var taget fra moderen. Og det med at slippe for tisseri indendørs var så altså dyrere købt, fordi det tog en evighed at få hans tillid. Nu har vi haft ham i 3,5 år og alt er glemt.

Billedet øverst viser hans personlighed med stor præcision. Det er fra den første tid vi boede på Bornholm. Det var til leje og ganske småt. Og der havde vi den lille røde, brugte sofa, som var beige indtil jeg farvede den i vaskemaskinen. Han vidste da godt, at han ikke måtte hoppe op i den sofa. Men for en sikkerheds skyld havde jeg sat min taske derop for at signalere, at det HELT sikkert var forbudt at ligge der. Måske troede jeg endda naivt, at der slet ikke var plads til sådan en stor hund i sådan en lille sofa med puder og tasker. Men hvad skete der så? Så brugte han da bare tasken som hovedpude! Og charmerede sig ud af resten.

Som mange vil vide, er en labrador en rigtig vandhund. Det gælder også Ubuntu. Han bader helst hele tiden, og der skal ikke meget mere end en vandpyt i A3-størrelse til, før han smider sig ned i den. Og på en god dag vælter han også om på ryggen og ruller godt igennem. Man skal ikke være for sart, hvis man vælger en labrador – det sviner sg en hel del.

Jeg går tur ved vandet så ofte jeg kan – også her i vintersæsonen, hvor vi trænger til lys og luft. Begge dele kan inhaleres i rigelige mængder ved vandet. Og så har jeg jo vandhunden med. Og han har sin pind med. Det er nemlig det andet meget karakteristiske træk hos labradors; de er jo jagthunde, og vil derfor gerne have et “bytte” i munden, som de kan prale med. Så det har Ubuntu også. Gerne et kæmpestort ét…. Og så tilbringer vi tid – 10 minutter eller en time – han blir aldrig træt – med at kaste pinden. Og hente den. Og kaste den. Og hente den. Og han blir så glad i låget af det. Og jeg blir glad i låget af det…. Det smitter, det der med glæde. Det er vildt nemt at blive glad af denne her aktivitet. Så står man der med et fjoget grin og kaster en pind ud i vandet igen og igen. Og siger dyyyyyyygtig huuuund hver gang han kommer retur med pinden. Åndssvagt… men dejligt.