Pendlerlivet byder blandt andet på noget, jeg betragter som en gave – nemlig passiv transporttid. Det vil sige, at jeg sidder fast et sted – jeg ikke kan gøre andet end at sidde der. Jeg skal ikke selv trampe i pedalerne, slås med de andre bilister om pladsen eller holde øje med noget som helst andet.

Aaaaahhhh…

Idag skal jeg med land-og-vand-transporten hjem. Først hopper jeg på metroen mod enten Hovedbanen eller lufthavnen, hvor jeg fanger Bornholmerbussen.

Der har jeg så ca 1,5 time, og derefter næsten lige så lang tid på færgen. Det vil sige at jeg har effektive 2,5 timer – ja, der skal jo hentes kaffe og bakses tasker på plads osv, så der går lidt tid fra til det. Men TO-EN-HALV timer hvor jeg med god samvittighed kan lytte til min lydbog, læse avisen, se en TEDtalk eller chatte med bekendte på den anden side af jorden.

Alt i alt afsætter jeg 4 timer fra jeg forlader mit kontor på Østerbro, til jeg går ind ad døren til vores lille byhus i Rønne, tæt på havnen. Så har jeg god tid, og der er selvfølgelig lidt gåafstand imellem de forskellige transportenheder. Og en lille smule ventetid, men ikke meget.

Jeg synes det er mageløst. Tænk engang, hvor heldigt det er, at jeg på så kort tid kan komme så langt… tit, når jeg fortæller at jeg bor på Bornholm, spørger folk om det ikke giver vildt meget transporttid. Jeg har opdaget, at det er fordi de selv har holdt ferie herovre dengang man sejlede en hel nat fra kajen midt i København. Så de tror jeg sejler 6-8 timer for at nå hjem.

For mig er det et helle at have sådan en tidshule for mig selv. Så jeg glæder mig naturligvis. Og har købt snacks og vand og funderet over hvad jeg skal bruge tiden på idag. Jeg tror det bliver min lydbog, som pt. er Hanne-Vibeke Holsts “Som Pesten”.